Menu

Projekterne 2024

Kompetenceudvikling af undervisere til neuroinkluderende universiteter - Aarhus Universitet – 650.000 kroner

I de senere år er vi blevet mere og mere opmærksomme på at forskellige måder at sanse og tænke på, herunder de, der er forbundet med autisme, ADHD eller ordblindhed, har været afgørende for samfundsmæssige, videnskabelige og teknologiske fremskridt især inden for den akademiske verden. Samtidig har forskning vist, at neurodivergente studerende ikke har fået de bedste betingelser for at bidrage og udvikle sig inden for de videregående uddannelser.

Dette projekt fokuserer på universitetslærernes rolle i at facilitere klasseværelser, der består af en række forskellige elever. Via et participatorisk design, der involverer en neurodivers gruppe af akademikere og uddannelsesudviklere, vil vi skabe nye rammer og undervisningsaktiviteter. Fokus vil være på opbygning af fællesskaber og udvikling af samarbejdsmiljøer, hvor alle typer af studerende og undervisere kan trives og udvikle sig, ikke kun som individer, men også som teams.

Projektet støttes af LB Fonden.

Fælles om faglig læsning og skrivning. Ligeværdig deltagelse i gruppearbejde - University College Syddanmark – 850.000 kroner

Projektet "Fælles om faglig læsning og skrivning. Ligeværdig deltagelse i gruppearbejde" sigter mod at udvikle og afprøve værktøjer til undervisere på ungdoms- og videregående uddannelser, der kan skabe inkluderende undervisning gennem at understøtte gruppearbejdet og øge trivslen for elever/studerende med læse-/skrivevanskeligheder så alle elever føler sig som en del af fællesskabet.

Målsætningen er således at skabe trivsel, mestring og styrkede faglige fællesskaber gennem bedre deltagelsesmuligheder.

Resultaterne formidles bredt til ungdoms- og videregående uddannelsesniveau og stilles gratis til rådighed ved Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder.

Projektet udføres i et samarbejde mellem institutionerne SOSU Esbjerg og Professionshøjskolen UC SYD.

Projektet støttes af LB Fonden.

København Professionshøjskole - Den professionelle kontaktlærer på EUD – 550.000 kroner

Den Professionelle Kontaktlærer" vil undersøge og styrke kontaktlærerens betydning og praksis for erhvervsskoleelevers trivsel. Kontaktlæreren spiller en afgørende rolle i at fremme elevernes oplevelse af relationer, fællesskab og meningsfuldhed i uddannelsen, men rollen håndteres forskelligt på tværs af erhvervsskoler.

Projektet har til formål at udvikle konkrete værktøjer og en mere systematisk tilgang til kontaktlærerpraksis, der understøtter elevtrivsel, fastholdelse og oplevelsen af mestring. Erfaringerne skal bruges til at etablere gode praksisser, der kan implementeres og udbredes til andre erhvervsskoler i sektoren.

Projektet er et samarbejde mellem Tradium, Learnmark, UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern og Nationalt Center for Erhvervspædagogik.

Projektet støttes af LB Fonden.

København Professionshøjskole - Skønlitteratur mod ensomhed – 499.400 kroner

Projekt Skønlitteratur mod ensomhed har til formål at forebygge og afhjælpe ensomhed og isolation blandt børn og unge gennem en indsats i litteraturundervisningen i skolens danskfag.

Konkret vil projektet udvikle og pilotafprøve en intervention, der gennem særlige måder at arbejde med litteratur, kunst og filosofi styrker udskolingselevers empati og dermed moralsk forpligtende medansvar for at inkludere alle i skolens fællesskab.

Projektet bliver gennemført i et samarbejde mellem Københavns Professionshøjskole, Center for Undervisningsmidler på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og Slotsparkens Friskole.

Projektet støttes af LB Fonden.

Den Syngende læsning - Kolding Kommune – 400.000 kroner

Børns skoletrivsel og læseglæde er under pres – også i Kolding. Vi tror på, at hvis vi udvider børnenes tilegnelse af sprog til det kropslige og sanselige i stedet for et mere læseteknisk fokus der har fyldt meget de seneste år, vil vi møde børnene der hvor de er, styrke legelysten og styrke læringsglæden. Fællessang og leg med sprog og ord vækker sanserne, og børnene tilegner sig litteratur, læsning og sprogforståelse på en ny måde.

Formålet med projekt ”Den Syngende Læsning” er, at styrke børns læringslyst samt skabe sproglig fortrolighed og nysgerrighed. Vi ønsker at skabe en varig forandring i indskolingen samt styrke samarbejdskulturen mellem PLC, folkebibliotek og sangkraftcenter med Den Syngende Læsning som metode. 

Støttes af LB Foreningens Fond.

Akademiet for samfundsengagerede unge - Fonden Ungdomsbureauet – 600.000 kroner

Akademiet for samfundsengagerede (ASU) er et landsdækkende initiativ, der er sat i verden for at skabe bedre betingelser for unges engagement i samfundet.

ASU er bygget op omkring læringsfællesskaber og på ASU’s etårige projektakademi mødes unge fra hele landet for at udveksle, eksperimentere og arbejde på egne projekter. ASU fokuserer på at vække, gribe og understøtte unges engagement, dér hvor de er, og på at give unge konkrete redskaber til at omsætte engagement til handling.

Projektet realiseres i tæt samarbejde med ungdomsuddannelser og kultur-platforme, der, sammen med ASU, ønsker at udfordre problemstillinger som mistrivsel, præstationspres og manglende demokratisk selvtillid blandt unge.

Uddeles af LB Foreningens Fond.

FGU Empowerment – 1.350.000 kroner

FGU Empowerment er et 3-årigt projekt i samarbejde mellem FGU Midtjylland og GAME Streetmekka.

Målgruppen er unge i alderen fra 16-25 år, der står uden uddannelse eller beskæftigelse. 

Formålet med projektet er at undersøge effekten af at arbejde målrettet med elevernes selvopfattelse. Eleverne skal opnå en større tro på egne evner, med henblik på at opnå styrket selvværd og større selvstændighed. Dette gøres ved at oprette et FGU hold i GAME Streetmekka i Viborg. Eleverne vil her blive en del af GAME miljøet og få konkrete opgaver og ansvar overfor GAME's 50.000 årlige besøgende. Eleverne skal opleve at være noget for nogen.

Projektet støttes af LB Foreningens Fond.